17. Maj
2017
17.05.2017: Til beboerne omkring Sjælsmark - opdatering på hændelse internt på centret den 17. maj

Opdatering den 17/5 2017 kl. 21.28

Nordsjællands Politi har i dag været i Udrejsecenter Sjælsmark for at håndtere en situation, hvor en 52-årig iransk mand havde forskanset sig på sit værelse sammen med sin kone og to af sine børn.

Nordsjællands Politi blev alarmeret via 112 kl. 10.49 og sendte patruljer til stedet på baggrund af en mistanke om, at mandens kone og børn blev tilbageholdt mod deres vilje. Bygningen, hvor manden havde forskanset sig på et værelse, blev evakueret, og en forhandler har i timerne herefter forsøgt at overtale manden til dels at lade børnene komme ud af værelset, dels selv at komme ud. Da det ikke lykkedes, blev det kl. 19.33 besluttet at hente manden og hans familie ud fra værelset. Alle var uskadte.

Der har ikke på noget tidspunkt været fare for de øvrige beboere eller personalet på udrejsecentret. De omkringboende borgere har kunnet observere en stærk politimæssig tilstedeværelse, men episoden har været holdt inden for udrejsecentrets område.

 

--------------

Nordsjællands Politi er i øjeblikket til stede pga. en hændelse i Center Sjælsmark.

Der er tale om en hændelse internt på centret, som ikke forventes at få betydning for de omkringboende.

Der vil dog kunne ses ekstra politi i området.